Barn med den forkerte – når forældrekonflikten rammer barnet

Sidste år deltog jeg som familieretsjuridisk ekspert i Podimo-podcasten Barn med den forkerte.

Siden podcasten udkom, har jeg jævnligt mødt både klienter og andre, som fortæller mig, at de har hørt serien og at den på mange måder har rystet dem.

Det er måske ikke så overraskende. For selv om sagen i Barn med den forkerte på mange måder er usædvanlig, rejser den en række spørgsmål, som jeg ofte møder i mit arbejde med familieretlige konflikter:

Hvad sker der, når konflikten mellem to forældre bliver så omfattende, at det bliver vanskeligt at skelne mellem forældrenes konflikt og barnets egne behov?

Hvordan skal myndighederne reagere, når der fremsættes alvorlige bekymringer eller beskyldninger mod den ene forælder?

Hvad sker der med relationen mellem et barn og en forælder, når kontakten bliver afbrudt, mens sagen behandles?

Og hvad gør man, når barnet efterhånden selv siger, at det ikke længere ønsker at se sin mor eller far?

Det er nogle af de spørgsmål, podcasten rejser. Og det er samtidig nogle af de vanskeligste spørgsmål, vi arbejder med inden for familieretten.

Fra forældrenes konflikt til barnets perspektiv

Første sæson af Barn med den forkerte, som jeg medvirkede i, tager udgangspunkt i en fars oplevelse af en voldsom forældrekonflikt. Siden er der kommet en ny sæson, hvor perspektivet er et andet: Her er det børnene, der fortæller.

Det skifte i perspektiv er værd at hæfte sig ved.

For i familieretlige konflikter kan begge forældre have stærke og meget forskellige oplevelser af det samme forløb. Begge kan opleve, at de handler for at beskytte deres barn. Og begge kan opleve den anden forælders handlinger som problemet.

Det afgørende er imidlertid, hvad der er bedst for barnet.

Det lyder enkelt. I praksis er det ofte alt andet.

Alvorlige beskyldninger skal tages alvorligt – men de skal også undersøges

Når der i en sag om samvær, bopæl eller forældremyndighed kommer oplysninger om eksempelvis vold, misbrug eller alvorligt omsorgssvigt, skal de naturligvis tages alvorligt.

Barnets sikkerhed kommer først.

Men netop her opstår et af de vanskeligste dilemmaer.

Myndighederne kan ikke se bort fra en alvorlig bekymring, alene fordi den endnu ikke er dokumenteret. Omvendt bør en beskyldning heller ikke uden nærmere undersøgelse få karakter af et fastslået faktum.

For mens sagen undersøges, går tiden.

Og tid er ikke neutral i en sag om et barn.

Hvis kontakten mellem et barn og en forælder begrænses eller helt ophører gennem længere tid, kan selve kontaktbruddet begynde at ændre relationen. Barnet vænner sig til en ny hverdag. Afstanden kan vokse. Og en situation, der oprindeligt var midlertidig, kan efterhånden blive barnets nye normal.

Det kan gøre det stadig vanskeligere at genetablere kontakten – også selv om grundlaget for kontaktbruddet senere viser sig ikke at være til stede.

Hvad gør man, når et barn ikke vil på samvær?

Et spørgsmål, jeg ofte møder i mit arbejde hos Skilsmissebarnet, er:

Hvad gør man, når et barn ikke vil se sin mor eller far?

Barnets perspektiv skal høres og inddrages. Efter forældreansvarsloven skal alle afgørelser træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet, og barnets egne synspunkter skal tillægges vægt i forhold til barnets alder og modenhed.

Men at lytte til barnet er ikke nødvendigvis det samme som at lade barnet træffe afgørelsen.

Hvis et barn siger:

“Jeg vil ikke hjem til far”

eller

“Jeg vil ikke se mor”

er det vigtigt at lytte.

Men det næste spørgsmål er mindst lige så vigtigt:

Hvorfor siger barnet det?

Et barns modstand mod samvær kan have mange forskellige årsager. Der kan være konkrete oplevelser hos den anden forælder, som barnet reagerer på, og som kræver handling.

Men modstanden kan også hænge sammen med loyalitetskonflikter, bekymring for den ene forælder, et højt konfliktniveau, et længerevarende kontaktbrud eller den måde, der bliver talt om den anden forælder på omkring barnet.

Barnets udsagn skal derfor tages alvorligt – men også forsøges forstået i den sammenhæng, barnet befinder sig i.

Forældrefremmedgørelse og samarbejdschikane

Netop spørgsmålet om forældrefremmedgørelse og samarbejdschikane har fået større opmærksomhed i dansk familieret.

Med lovændringen, der trådte i kraft den 1. januar 2025, blev det tydeliggjort i forældreansvarsloven, at barnet har ret til begge sine forældre, og at Familieretshuset og familieretten ved vurderingen af barnets bedste skal inddrage samarbejdschikane, herunder forældrefremmedgørelse, hvis det er relevant i den konkrete sag.

Det er en vigtig udvikling.

Men begreberne skal efter min opfattelse anvendes med omtanke.

Ikke ethvert barn, der modsætter sig samvær, er udsat for forældrefremmedgørelse. Og ikke enhver forælder, der rejser en bekymring om den anden forælder, udøver samarbejdschikane.

Der kan være helt legitime grunde til at være bekymret for et barns samvær.

Men det modsatte problem findes også.

Et barn kan gradvist miste kontakten til en forælder, uden at der er et tilstrækkeligt grundlag for, at relationen brydes. Det kan ske gennem direkte modarbejdelse af samværet, men påvirkningen kan også være langt mere subtil.

Det er derfor ikke etiketten, der er afgørende. Det afgørende må være at undersøge hvorfor relationen mellem barnet og den ene forælder er under forandring.

Når systemets forsigtighed også kan få konsekvenser

Familieretshuset, familieretten og andre myndigheder står i disse sager med et reelt dilemma.

Hvis myndighederne reagerer for lidt på en alvorlig bekymring, risikerer man, at et barn ikke bliver tilstrækkeligt beskyttet.

Hvis myndighederne omvendt reagerer meget indgribende på oplysninger, der senere viser sig ikke at kunne underbygges, kan barnet i mellemtiden have mistet en væsentlig del af relationen til den anden forælder.

Begge fejl kan have alvorlige konsekvenser for barnet.

Derfor er hurtig og grundig sagsbehandling særlig vigtig i sager, hvor kontakten mellem et barn og en forælder er truet.

Jo længere et kontaktbrud varer, desto vanskeligere kan det være at gøre virkningerne af det om.

Barnet må ikke blive beviset i de voksnes konflikt

Noget af det mest problematiske ved meget konfliktfyldte skilsmisser er, når barnet langsomt får en rolle i selve konflikten.

Barnet skal ikke bevise, hvem af forældrene der taler sandt.

Barnet skal ikke være budbringer mellem sine forældre.

Barnet skal ikke vælge mellem sin mor og sin far.

Og barnet skal ikke have ansvaret for, om kontakten til en forælder fortsætter eller ophører.

Alligevel kan barnet ende netop dér.

Jo længere konflikten varer, desto større kan risikoen være for, at barnets egne oplevelser, forældrenes fortællinger og konfliktens historie bliver filtret så tæt sammen, at de bliver vanskelige at adskille.

Det er en af grundene til, at det er så vigtigt at reagere tidligt, når en familieretlig konflikt begynder at eskalere.

Hvad kan man som forælder selv gøre?

Når man står midt i en konflikt om samvær, bopæl eller forældremyndighed, er det naturligt at være optaget af at dokumentere sin egen oplevelse og få myndighederne til at forstå, hvad der foregår.

Men midt i det hele er der et andet spørgsmål, som kan være værd at stille sig selv:

Hvad har mit barn brug for fra mig lige nu?

Det kan betyde, at man undgår at tale negativt om den anden forælder foran barnet. At barnet ikke bruges som budbringer. At man tager barnets reaktioner alvorligt uden på forhånd at beslutte, hvad de skyldes. Og at man så vidt muligt forsøger at holde voksenkonflikten væk fra barnet.

Det kan være meget vanskeligt – især hvis man selv oplever den anden forælders adfærd som urimelig eller skadelig.

I nogle familieretlige sager er det nødvendigt at kæmpe for sit barn.

Men barnet skal så vidt muligt ikke opleve selve kampen.

Barn med den forkerte – hvem har egentlig ret?

Når man lytter til Barn med den forkerte, er det nærliggende at begynde at tage stilling.

Hvem tror jeg på? Hvem har gjort hvad? Hvem har ret?

For mig er podcasten imidlertid interessant af en anden grund.

Den illustrerer, hvor voldsomt en familiekonflikt kan udvikle sig, og hvor vanskeligt det kan blive at finde tilbage til barnet, når mistillid, beskyldninger og konflikt først har fået lov til at fylde det hele.

For uanset hvor overbevisende den ene eller den anden voksnes fortælling kan forekomme, må vi blive ved med at stille det spørgsmål, som hele det familieretlige system grundlæggende er bygget op omkring:

Hvad er bedst for barnet?

Der findes sjældent en enkel fortælling i en familieretlig konflikt.

Men der findes altid et barn, som skal leve videre med konsekvenserne.