Trods afgørelser fra både Familieretshuset og familieretten oplever nogle forældre fortsat, at de ikke får samvær med deres børn. Nye regler har skærpet fokus på forældrefremmedgørelse, men hvad hjælper det at få medhold, hvis samværet alligevel ikke bliver gennemført?
Hos Skilsmissebarnet ses et stigende antal sager, hvor mulig forældrefremmedgørelse er en central problemstilling, og hvor konsekvenserne for børnene kan være vidtrækkende.
Når et barn pludselig ikke længere ønsker kontakt med den ene forælder, kan det skyldes mange forskellige forhold. I nogle tilfælde kan barnets modstand være resultatet af negativ påvirkning fra den anden forælder. I andre tilfælde kan der være reelle og alvorlige årsager til, at barnet ikke ønsker samvær.
Netop denne sondring er afgørende, når myndighederne skal vurdere, om der er tale om forældrefremmedgørelse.
Med en lovændring fra januar 2025 blev forældrefremmedgørelse udtrykkeligt fremhævet i forældreansvarsloven. I 2026 er der desuden arbejdet med ændringer af den administrative vejledning, som skal understøtte myndighedernes håndtering af disse problemstillinger.
Hvad er forældrefremmedgørelse?
Forældrefremmedgørelse betegner situationer, hvor et barn påvirkes til at tage afstand fra den ene forælder, eksempelvis gennem den anden forælders negative omtale, adfærd eller modarbejdelse af kontakten.
Det kan komme til udtryk på forskellige måder. Barnet kan begynde at afvise samvær, give udtryk for stærk modvilje mod den ene forælder eller gradvist miste kontakten til en forælder, som barnet tidligere har haft en god relation til.
Forældrefremmedgørelse kan udvikle sig gradvist. Det kan begynde med negative udtalelser om den anden forælder, konflikter om samvær eller situationer, hvor barnet bliver inddraget i forældrenes uenigheder.
I nogle tilfælde kan det ende med, at barnet helt afviser kontakten til den ene forælder.
Det er dog vigtigt at understrege, at et barns modstand mod samvær ikke i sig selv er udtryk for forældrefremmedgørelse.
Der kan være mange andre forklaringer på, at et barn ikke ønsker kontakt, herunder utryghed, konflikter, vold eller belastende oplevelser i relationen til den pågældende forælder.
Hvad siger de nye regler om forældrefremmedgørelse?
Den 1. januar 2025 trådte en ændring af forældreansvarsloven i kraft.
Efter forældreansvarslovens § 4, stk. 2, skal samarbejdschikane, herunder forældrefremmedgørelse, tillægges konsekvenser, hvis det er til barnets bedste.
Det betyder, at en forælders adfærd, som modarbejder barnets kontakt til den anden forælder, kan få betydning for afgørelser om samvær, bopæl og forældremyndighed.
Lovændringen indebærer imidlertid ikke, at enhver påstand om forældrefremmedgørelse automatisk skal føre til ændringer i barnets forhold. Det afgørende er fortsat, hvad der efter en konkret vurdering er bedst for barnet.
Som opfølgning på lovændringen sendte Social- og Boligministeriet i juni 2026 et forslag til ændring af den administrative vejledning om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær i høring.
Forslaget har til formål at tydeliggøre myndighedernes håndtering af samarbejdschikane og forældrefremmedgørelse og understøtte en mere ensartet behandling af sagerne.
Et centralt hensyn bag reformen er, at relevante problemer bliver identificeret og undersøgt så tidligt som muligt.
Hvorfor er det vigtigt at reagere tidligt?
Når et barn begynder at tage afstand fra den ene forælder, kan situationen udvikle sig hurtigt.
Hvis kontakten gradvist bliver mindre eller helt ophører, kan det få betydning for barnets relation til den pågældende forælder.
Hos Skilsmissebarnet ser vi, at nogle af de mest komplicerede sager netop er dem, hvor konflikten har fået lov til at udvikle sig gennem længere tid.
Et længerevarende kontaktbrud kan gøre det vanskeligt at genetablere relationen mellem barnet og den forælder, som barnet har mistet kontakten til.
Derfor er det vigtigt, at Familieretshuset tidligt får belyst årsagerne til barnets modstand, og at eventuelle problemer med gennemførelsen af samvær ikke blot får lov til at fortsætte.
Når en afgørelse om samvær ikke er nok – et eksempel fra praksis
Hos Skilsmissebarnet har vi erfaring med sager, hvor en forælder gradvist mister kontakten til sit barn, selv om myndighederne gentagne gange har fastslået, at der skal være samvær.
I en sag havde en far gennem længere tid accepteret et meget begrænset samvær med sit barn. Han havde forsøgt at undgå konflikter med barnets mor og håbede, at der med tiden kunne skabes grundlag for mere samvær.
Da han efterfølgende begyndte at ønske mere tid med sit barn, ændrede situationen sig imidlertid.
Der opstod betydelig modstand mod en udvidelse af samværet, og det blev nødvendigt at inddrage Familieretshuset.
Efterhånden begyndte barnet også selv at give udtryk for, at det ikke ønskede samvær med sin far. Under samtaler med myndighederne forklarede barnet, at det ikke havde lyst til samvær, og at det var bekymret for at savne sin mor.
Både Familieretshuset og familieretten forholdt sig til barnets modstand.
Konklusionen var imidlertid klar: Der skulle være samvær.
Myndighederne fandt ikke, at de forhold, barnet havde givet udtryk for, kunne begrunde, at samværet ikke skulle gennemføres.
Alligevel fortsatte problemerne.
På trods af afgørelserne fortsatte moderen med ikke at udlevere barnet til samvær. Far stod derfor i den situation, at han havde fået medhold hos både Familieretshuset og familieretten, men fortsat ikke kunne få gennemført kontakten til sit barn.
Det betød, at far gentagne gange måtte forsøge at få myndighedernes hjælp til at gennemføre et samvær, som der allerede var truffet afgørelse om.
Hvad hjælper det, at myndighederne fastslår, at der skal være samvær, hvis den ene forælder fortsat ikke medvirker til, at samværet bliver gennemført?
Samtidig stod far i et meget vanskeligt dilemma.
På den ene side ønskede han at fastholde relationen til sit barn og sikre, at samværet blev gennemført. På den anden side ønskede han ikke at presse barnet yderligere eller gøre det ansvarligt for konflikten mellem forældrene.
Skulle han fortsætte med at insistere på samvær og risikere, at barnet oplevede et øget pres? Eller skulle han acceptere den manglende kontakt og dermed risikere, at relationen til barnet gradvist blev svækket?
Sagen illustrerer, hvor alvorlige konsekvenser det kan have, når afgørelser om samvær ikke bliver efterlevet.
Den viser også, hvorfor det er vigtigt, at myndighederne reagerer tidligt på tegn på mulig forældrefremmedgørelse og undersøger, hvad der ligger bag et barns modstand mod samvær.
For barnets mulighed for at bevare kontakten til begge forældre risikerer at blive uden reel betydning, hvis afgørelserne ikke bliver omsat til samvær i praksis.
Hvad kan du selv gøre, hvis dit barn begynder at tage afstand fra dig?
Det kan være både smertefuldt og frustrerende at opleve, at ens barn gradvist trækker sig eller ikke længere ønsker den samme kontakt som tidligere.
Som forælder vil man naturligt forsøge at forstå, hvad der sker, og gøre alt for at bevare relationen til sit barn. Men det er samtidig en meget vanskelig balance.
For hvordan forsøger man at finde ud af, hvorfor barnet tager afstand, uden at barnet samtidig kommer til at føle sig presset til at forklare, forsvare eller vælge mellem sine forældre?
Det er vigtigt at huske, at barnet ikke skal gøres ansvarligt for at løse konflikten mellem forældrene.
Lyt til barnet – uden at gøre barnet til en del af konflikten
Det er naturligt at ville spørge barnet, hvorfor det ikke længere har lyst til at være sammen med dig. Men gentagne spørgsmål om, hvad den anden forælder siger eller gør, kan risikere at sætte barnet i en loyalitetskonflikt.
Forsøg i stedet at møde barnet med ro og nysgerrighed. Giv barnet mulighed for at fortælle om sine følelser og oplevelser uden at skulle forklare eller forsvare den anden forælders handlinger.
Undgå at tale negativt om den anden forælder
Selv hvis du oplever, at den anden forælder modarbejder kontakten mellem dig og barnet, er det vigtigt, at du ikke selv kommer til at inddrage barnet i konflikten.
Barnet skal have mulighed for at bevare en relation til begge sine forældre uden at føle ansvar for deres uenigheder.
Bevar kontakten – men undgå at presse barnet
Hvis barnet begynder at trække sig, kan det være vigtigt fortsat at vise, at du er til rådighed, og at relationen til dig ikke er betinget af, hvordan barnet reagerer.
Det kan eksempelvis være gennem korte beskeder eller andre former for kontakt, som passer til barnets alder og situation.
Samtidig er det vigtigt at respektere barnets følelser og være opmærksom på, om dine forsøg på kontakt opleves som et pres.
Der kan være stor forskel på at vise barnet, at du er der, og at forsøge at overtale barnet til at ændre holdning.
Søg hjælp, før konflikten udvikler sig
En af de største udfordringer ved sager om mulig forældrefremmedgørelse er, at situationen kan udvikle sig over tid.
Hvis kontakten mellem barnet og den ene forælder gradvist bliver mindre, kan det blive vanskeligere at genoprette relationen.
Derfor kan det være vigtigt at søge hjælp tidligt, frem for at vente, indtil kontakten er helt ophørt.
Afhængigt af situationen kan det være relevant at kontakte Familieretshuset eller søge juridisk rådgivning om, hvordan du bedst håndterer situationen.
Hvis kontakten er afbrudt, kan det efter omstændighederne være relevant at undersøge mulighederne for kontaktbevarende samvær.
Hvis der allerede foreligger en afgørelse om samvær, som ikke bliver efterlevet, kan det være relevant at få rådgivning om mulighederne for fuldbyrdelse ved familieretten.
Skilsmissebarnet hjælper i sager om forældrefremmedgørelse
Skilsmissebarnet har et stigende antal sager, hvor mulig forældrefremmedgørelse spiller en central rolle.
Vi ser, hvor store konsekvenser langvarige konflikter og brudte relationer kan få for børnene, og hvor vigtigt det er, at problemerne bliver håndteret på et tidligt tidspunkt.
Vi rådgiver både forældre, der oplever, at kontakten til deres barn bliver modarbejdet, og forældre, som står med et barn, der afviser samvær, og som derfor bliver beskyldt for forældrefremmedgørelse.
Skilsmissebarnets udgangspunkt er altid barnets bedste og en konkret juridisk vurdering af familiens situation.