600 stuer i landets daginstitutioner har ikke en eneste fast pædagog. På omkring 7.000 stuer er der kun én. Samtidig er kun godt halvdelen af medarbejderne i daginstitutionerne uddannede pædagoger.
De nye tal har med god grund sat gang i en debat om kvaliteten i vores daginstitutioner.
Men det får mig også til at stille et andet spørgsmål:
Hvor “god” kan en institutionsudtalelse være, når den skal bruges til at belyse et barns trivsel i en sag i Familieretshuset?
Det er ikke et uvæsentligt spørgsmål.
For en udtalelse fra en vuggestue eller børnehave kan få betydelig vægt i en sag om samvær, bopæl eller forældremyndighed.
Nye tal om bemandingen i vores daginstitutioner
Den 25. september offentliggjorde BUPL sin nye vilkårsundersøgelse blandt mere end 12.000 pædagoger og ledere.
Tallene er markante.
600 stuer har ingen fast pædagog tilknyttet. På omkring 7.000 stuer er der kun én. 27 procent af de adspurgte pædagoger svarer, at de er den eneste faste pædagog på deres stue.
Tallene handler selvfølgelig om meget mere end familieret.
Men de rejser et spørgsmål, som jeg mener, vi er nødt til at forholde os til, når vi bruger institutionernes oplysninger i familieretlige sager:
Hvilke muligheder har institutionen reelt haft for at observere og kende det enkelte barn?
En udtalelse kan få stor betydning
Når forældre er uenige om deres barn, står Familieretshuset ofte med to meget forskellige beskrivelser af det samme barn.
Mor fortæller måske, at barnet kommer tilbage fra samvær og er uroligt, ked af det og ikke kan sove.
Far fortæller, at han slet ikke kan genkende det. Hos ham er barnet glad og trives.
Hvem har ret?
Her kan Familieretshuset indhente oplysninger fra barnets institution.
Og de oplysninger kan få betydelig vægt.
Det er også forståeligt. Institutionen ser barnet i en anden sammenhæng end forældrene og ofte gennem mange timer hver uge. Min erfaring er desuden, at institutionsudtalelserne typisk er nøgterne og forsøger at beskrive det, personalet konkret oplever omkring barnet.
Men det er én ting at spørge, hvad institutionen siger.
Noget andet er at spørge, hvilket grundlag institutionen har haft for at kunne sige det.
Hvor meget ser man egentlig det enkelte barn?
Det er her, de nye tal efter min opfattelse bliver interessante.
Der er i forvejen mange børn på en stue. Hvis der eksempelvis er omkring 15 børn, skal de voksne ikke bare have blik for ét barn, men for hele børnegruppen – samtidig med alle de praktiske opgaver, der følger med en almindelig dag i en vuggestue eller børnehave.
Hvis institutionen senere bliver bedt om at beskrive ét bestemt barns trivsel, er spørgsmålet derfor:
Hvor meget har de voksne reelt haft mulighed for at observere netop dette barn?
Og når de nye tal samtidig viser, at mange stuer kun har én – eller slet ingen – fast pædagog, bliver spørgsmålet endnu mere relevant.
For det kræver et vist kendskab til et barn at kunne vurdere, om barnet har ændret sig.
Det kræver kontinuitet at kunne se et mønster.
Og det kræver tid med barnet at kunne skelne mellem en dårlig dag og en egentlig ændring i barnets trivsel.
“Barnet er mere uroligt efter samvær”
Forestil dig, at Familieretshuset spørger en børnehave, om den har observeret ændringer hos et barn.
Institutionen svarer:
“Vi oplever, at barnet ofte er mere uroligt efter weekender hos far.”
Det kan være en væsentlig oplysning i en sag. Men hvor sikkert er grundlaget?
- Hvem har observeret barnet?
- Hvor længe har de pågældende kendt barnet?
- Er det de samme voksne, der har set barnet før og efter samværene?
- Hvor mange gange er det beskrevne mønster observeret?
- Og har de voksne omkring barnet haft den nødvendige kontinuitet til overhovedet at kunne identificere en ændring?
Det er ikke spørgsmål, der gør institutionens udtalelse mindre relevant.
Tværtimod.
Det er spørgsmål, der er nødvendige, fordi udtalelsen kan være så vigtig.
Særligt vigtigt, når barnet er lille
Et større barn kan inddrages direkte i sagen ved en børnesamtale og få mulighed for selv at fortælle om sine tanker, oplevelser og ønsker.
Det kan et lille vuggestue- eller børnehavebarn ikke på samme måde.
Her bliver de voksne omkring barnet en vigtig kilde til viden om barnets trivsel.
Institutionen kan her bidrage med oplysninger, som det kan være vanskeligt at få andre steder fra.
Men jo vigtigere den udtalelse bliver, desto vigtigere bliver det også at kende grundlaget for den.
Det handler ikke om mistillid til pædagogerne
De nye tal betyder ikke, at institutionsudtalelser ikke kan bruges i familieretlige sager.
Og de betyder bestemt heller ikke, at en udtalelse fra en institution uden flere uddannede pædagoger nødvendigvis er dårlig.
En pædagogmedhjælper kan have kendt et barn gennem flere år og have et indgående kendskab til barnet. Omvendt kan en uddannet pædagog være nyansat og kun have kendt barnet i få uger.
Det afgørende er derfor ikke alene uddannelsen.
Det interessante er kendskabet til barnet, kontinuiteten omkring barnet og muligheden for faktisk at observere det enkelte barn i hverdagen.
Måske skal vi spørge lidt mere
Når Familieretshuset indhenter en institutionsudtalelse, spørges der naturligt til barnets trivsel og institutionens observationer.
Men de nye tal giver efter min opfattelse anledning til også at interessere sig mere for selve grundlaget:
Hvem har observeret barnet?
Hvor længe har de kendt barnet?
Hvor meget tid har de reelt haft sammen med barnet?
Har der været kontinuitet blandt de voksne omkring barnet?
Og over hvor lang en periode er de observationer, der beskrives, gjort?
For måske er det ikke længere tilstrækkeligt alene at konstatere, at “børnehaven oplyser”, at barnet reagerer på en bestemt måde.
Når vi ved, hvor pressede rammerne mange steder er, bør vi også interessere os for, hvor godt et grundlag børnehaven faktisk har haft for at kunne udtale sig om netop dette barn.
Det betyder ikke, at vi skal tillægge institutionsudtalelser mindre betydning.
Men det betyder, at vi bør læse dem mere kvalificeret.
For hvis en udtalelse kan få betydelig vægt, når Familieretshuset skal træffe beslutninger om et barns bopæl, samvær eller kontakt til sine forældre, bør vi ikke kun spørge:
Hvad siger børnehaven?
Vi bør også spørge:
Hvor godt et grundlag har børnehaven for at sige det de gør?
Se vores anmeldelser