4 bud på et forbedret familieretssystem

Familieretssystem til debat

I søndags bragte Berlingske Tidende en artikel, hvor vi blev spurgt om vores holdning til flere af reformudspillets forslag om et nyt familieretssystem. Det kom der en rigtig fin artikel ud af, som forhåbentlig har givet anledning til lidt refleksion rundt omkring.

Du kan læse artiklen her

Når vi har udtalt os, har vi ene og alene forholdt os til forslagene ud fra den praktik vi kender og med vores årelange erfaring med det nuværende familieretlige system. Vi har altså ikke været optaget af, hvilken politisk farve vores meninger har ”tilhørt”, men kun taget udgangspunkt i det vi oplever hver dag som praktikere og brugere af systemet.

Dette har fået os til at tænke over, hvordan et nyt familieretligt system kunne se ud, hvis vi blev spurgt om vores uforbeholdne mening (og igen uden at skele til politik). Her kan du læse vores 4 bud på, hvordan familieretssystemet i højere grad kunne imødekomme de behov, vi som praktikere oplever, der er i den virkelige verden og som ville kunne betyde en kæmpe forskel for de mange skilsmissefamilier, der har behov for hjælp fra myndighederne:

Hurtighed i sagerne er alt afgørende

Vi oplever hver dag, hvordan systemets langsommelighed i mange sager gør ondt værre. De fleste ved, at konflikter skal løses hurtigt, sådan at vi ikke graver kløfterne dybere og det bliver svært at komme tilbage igen.

Det er nøjagtig det samme, der gør sig gældende i sager, hvor skilsmisseforældre er uenige om f.eks. samvær. Mange førstegangs henvendelser til Statsforvaltningen er ofte uenigheder om mindre ting. Desværre oplever mange forældre, at der går alt for lang tid, før de bliver indkaldt til et møde, og når de så endelig sidder dér i Statsforvaltningen, er uenighederne pludselig taget til i mellemtiden. Det man egentlig rettede henvendelse om i første omgang, er nu lige pludselig blevet ét blandt rigtig mange andre punkter. Med andre ord: De lange ventetider i systemet kan være ødelæggende og konfliktoptrappende i sig selv.

Tværfaglighed er guld værd

Som tidligere ansatte i Statsforvaltningen har vi begge afholdt utrolig mange tværfaglige møder; altså møder hvor både en jurist og en børnesagkyndig deltager. Denne slags møder har den fordel, at den børnesagkyndige kan hjælpe forældrene til at forsøge at holde fokus på barnet i drøftelsen om, hvordan samværet skal indrettes fremover. Juristen kan hjælpe forældrene til at forstå hvilke regler, der gælder på området, men også skitsere konsekvenserne ved en juridiske aftale.

Disse tværfaglige møder er i høj grad blevet sparet væk og det er indtrykket nu, at der skal særdeles tunge sager på bordet, før det prioriteres at tilbyde forældre et tværfagligt møde. Normen i dag er møder med hovedsageligt jurister.

Det syntes vi er en rigtig ærgerlig prioritering. Vores egen erfaring med disse tværfaglige møder er – både fra den ene og anden side af mødebordet – at det er langt ”nemmere” at ”forlige sagen” (som det kaldes i juridiske termer) og dermed indgå aftaler med fokus på børnene.

Statsforvaltningen skal afgøre alle sager

For alle de forældre vi har mødt på vores vej (både som ansatte i Statsforvaltningen og som skilsmissejurister i Skilsmissebarnet) har vi mødt et dybt suk, når det er gået op for dem, at deres uenighed (om forældremyndighed/bopæl) nu udløser en retssag. Det er der ingen forældre, der ønsker. Frustrationen over, at sagen skal videre i retssystemet, og endda samtidigt med, at noget af sagen bliver i Statsforvaltningen (nemlig sagen om samvær), er for de fleste ret stor. Det er uoverskueligt, dyrt, tidskrævende og konfliktoptrappende.

Mange skilsmisseforældre har ikke ligeværdig økonomi. Vi ser ofte, at den ene forælder kan betale en advokat for at føre sagen i retten, mens den anden forælder ikke har råd og derved må ”nøjes” med en beskikket advokat. Når vi tillader os at skrive ”nøjes” med, så har det intet at gøre med fagligheden hos den beskikkede advokat. Med beskikkelsen følger et begrænset antal timer og der kan på denne måde blive skabt en stor forskel mellem forældrenes forberedelse til retssagen på baggrund af deres individuelle økonomiske forhold.

Dertil kommer, at det aldrig er konfliktnedtrappende at sidde overfor hinanden i en retssal med hver sin advokat. Tværtimod. Dette er på ingen måde fremmende for samarbejdet mellem forældrene og den kamp der kæmpes der, kan sætte sig yderst dybe spor i tiden fremover.

Hos Skilsmissebarnet er vi aldrig stødt på forældre, der syntes at en dom fra retten har større betydning for dem end en afgørelse fra Statsforvaltningen. De har heller ikke følt en større retssikkerhed i forbindelse med sagens behandling i retten, end den de har oplevet i Statsforvaltningen.

Hvad vi derimod ofte hører er, at mange er kede af, at de efter at have ”kæmpet” i Statsforvaltningen og brugt ressourcer dér, er nødsaget til at bringe sagen for retten for at få en afgørelse. En afgørelse der ligger langt ude i tiden, idet der ofte er endnu længere ventetider ved retterne end ved Statsforvaltningen. Hovedsagen er, at en myndighed har bestemt rammerne for ens familieliv og det er i sig selv indgribende.

Task-force i Statsforvaltningen

Til de helt tunge sager, hvor der eksempelvis er misbrug, psykisk sygdom, vold osv., burde der være et helt særligt tværfagligt team i Statsforvaltningen, som var dedikeret til at håndtere disse.

Det er jo soleklart for de fleste, at en sag, hvor forældrene eller børnene selv har massive problemer bør håndteres med høj prioritet og følges tæt i et samarbejde mellem Statsforvaltningen og kommunen. Denne slags sager må helst ikke kunne “drukne” i bunken af mere almindelige samværssager, hvor forældre “kun” er uenige om, hvilken samværsordning, der fremadrettet skal være.

Det ville i vores øjne være en gevinst for rigtig mange skilsmissebørn og deres forældre, hvis ikke de bliver tabt myndighederne imellem. Det oplever vi desværre engang imellem er tilfældet.