Julen står snart for døren. En højtid med mange følelser og forventninger – både for børn og voksne. For skilsmissefamilier kan julen være en svær størrelse, og der kan være mange følelser forbundet med at skulle ’dele’ børnene hen over julen og nytåret. Der er ikke én rigtig eller forkert måde at gøre det på. Bare man husker at fjerne blikket fra sig selv og kigge på børnene. Hvad vil være det rigtige at gøre af hensyn til dem?
Hvornår skal børnene slappe af i julen?
Vi ser desværre alt for ofte, at aftalerne omkring julesamvær i langt højere grad kommer til at handle om de voksne. Om deres planer og ønsker. Kan begge forældre nu have mulighed for at holde julefrokost i begge familier? Og måske også en før/lille juleaften? Hvis den ene forælder ”får” juleaftensdag, så har den andre forælder ”ret til” at få barnet 1. juledag osv.
Med andre ord: Alle de voksnes familietraditioner skal tilgodeses på begge sider. Det betyder, at børnene konstant er på overarbejde for at tilfredsstille forældrenes behov samt ofte flere sæt bedsteforældre.
Det resulterer desværre ofte i, at børnene igennem en hel juleferie skal pendle mellem forældrene og dermed ikke har mange dage, hvor de kobler fra, og hvor der ikke forventes noget af dem. Hvor mange gange har man ikke hørt sig selv sige (efter en god familiejulefrokost): ”årrrh, nu trænger jeg også bare til at slappe lidt af, slå fødderne op i sofaen og se en god film”? Dette privilegium har nogle skilsmissebørn ikke, da de hurtigt skal videre til næste arrangement, så hverken mor eller far og deres familier ikke føler sig “snydt”.
Sæt jer i børnenes sted
Et godt råd fra os, når I skal fordele samværet og aktiviteterne over julen: kig på jeres børns behov. Tænk over, at børnene også har behov for at lade roen sænke sig. Vi ved, at I vil give jeres børn den bedste jul, hvor alle forventninger bliver opfyldt, men ofte skaber for mange forventninger en unødig stres hos både børn og voksne.
Juleferie i en coronatid?
Vi kommer desværre ikke udenom, at virussen fortsat hærger og at den påvirker os både privat og professionelt. Et af de spørgsmål, som corona-situationen efterlader hos os i den kommende tid med juletraditioner og sammenkomster med mange forskellige mennesker er: Hvad gør skilsmissefamilierne?
Er det ok at lade børnene pendle mellem hjemmene og dermed være dobbelt udsat for smitte og potentielt være smittebærer mellem familierne? Til det er der ikke et klart svar eller en regel, som man kan rette sig efter. Beskeden til forældrene har hele tiden været – følg sundhedsmyndighedernes anbefalinger. Men de anbefalinger lægger jo op til et skøn, som kan være særdeles svært at foretage sammen i de familier, hvor der i forvejen er konflikter. Derfor lægger det også et ekstra pres på forældrenes evner til at samarbejde.
Vores opfordring er, at I hurtigst muligt får nogle klare retningslinjer inden julearrangementerne begynder, så børnene forhåbentlig ikke oplever at blive fanget i de mange dilemmaer, der naturligt opstår i familierne pga. corona. Overvej, om jeres børn skal ses med alle familiemedlemmerne på begge familiesider – det er jo vigtigt, at jeres børn ikke udsættes for større smitterisiko, end hvad nødvendigt er. Og overvej, om jeres faste aftale eller afgørelse om fordeling af jul og nytår skal arrangeres anderledes i år for at nedbringe antallet af skift mv.
Brug for hjælp til aftalerne om julesamvær?
Hvis I ønsker hjælp til at få skrevet jeres aftaler ned, så hjælper vi jer gerne med at lave en tillægsaftale, som kun gælder samværet i juledagene. Det kan være en god sikkerhed for alle parter i en tid med stigende smittetryk, og hvor vi alle til tider kan føle os på ”usikker grund”. Aftalen vil ikke få betydning for jeres øvrige samværsaftale – eller afgørelse.