Forældersamarbejde: Psykolog Tacha Hviid kontaktede os i starten af året og spurgte nysgerrigt ind til vores arbejde. Vi mødtes kort tid derefter og det kom der en rigtig god og spændende snak ud af. Tacha har efterfølgende takket ja til at skrive et indlæg på vores blog om sine tanker efter vores møde og hvordan hun blev inspireret til at arbejde med en ny vinkel indenfor parterapi/familieterapi til styrkelse af det gode forældersamarbejde.
Læs Tachas gæsteblogindlæg her:
Jeg læste i januar 2018 en artikel om skilsmissebarnet.dk i avisen. Jeg blev straks optaget af Charlotte og Julies arbejde og kunne se, at det var en brik jeg stod og manglede i arbejdet med nogle af de par, jeg ser.
Jeg møder mange par, som går i overvejelse om at skilles. Er det et ”godt nok” liv, hvis jeg ikke er helt sikker på at jeg elsker den anden? Måske valgte jeg forkert dengang – var ung, ikke livsklog nok…, fuld…?! Måske var det rigtigt engang, men vi har ændret os….
Uanset hvad omstændighederne er, og hvad svaret på ovenstående spørgsmål fører til, sagde I begge ja til noget meget vigtigt, da I blev forældre – nemlig at være i en relation med hinanden resten af livet. En relation, som I selv og dem I holder af, vil skulle forholde sig til igen og igen. Det kan være til børnenes fødselsdag, skole-hjem samtale, i store og små spørgsmål om mobil og madvaner, fritidsaktiviteter mv.
Når jeg taler med par, som måske/måske ikke skal være sammen, tager jeg altid udgangspunkt i at få jeres nuværende relation til at fungere så godt som muligt – uanset hvor meget eller lidt kontakt i har
Vil det så sige, at en velfungerende relation ikke har noget at gøre med hvor meget kontakt der er – og eksisterer den også selv om I slet ingen kontakt har? Ud fra et psykologisk perspektiv er svaret ja til begge spørgsmål.
Noget af det jeg fandt meget inspirerende i min samtale med Charlotte og Julie var deres omtale af hensigtserklæringer, som jo ikke forpligter formelt i forhold til loven, men som forpligter mellem mennesker. Inspireret af dette, har jeg lavet en skitse over et forløb til par, der har besluttet at gå fra hinanden, men som ønsker at bevare – måske genetablere – en god samarbejdsrelation.
I dette forløb arbejder vi kun med de konflikter, der har tilhørt ægteskabet, i det omfang der er relevant for fremtiden. Først og fremmest retter vi blikket mod her og nu.
Målet er at skabe forpligtende samarbejde, hvor I begge holder fast i målet: Jeg vil vores fremtidige samarbejde det bedste!
Et spørgsmål jeg mener vi ofte bør stille os selv i betydningsfulde relationer er:
Frem for at skærpe fronterne, hvordan kan du hjælpe den anden til at reagere overfor dig, så du bliver bedre i stand til at bidrage til en løsning af jeres fælles konflikt?
Læs mere om psykolog Tacha Hviid her