Vi har med stor interesse læst Lola Jensens bog med denne titel. Lola Jensen har været familievejleder i mere end 30 år og har derfor temmelig mange erfaringer at dele ud af. Med andre ord; hun er én man bør lytte til.
Bogen beskriver nøgternt de forskellige stadier en skilsmisse kan befinde sig på – alt lige fra man overvejer at forlade hinanden til det punkt, hvor man har udviklet den værste version af sig selv og er blevet ærkefjende med sin ex-partner.
Lola udfordrer undervejs læseren med ”Lolas kameler at sluge”, og det er befriende, at hun tør tage bladet fra munden og sætte fokus på de ting, man ikke nødvendigvis bliver populær på (såsom 7/7 deleordninger, hvornår og hvordan skal nye kærester introduceres mv.).
Bogen indeholder mange konkrete eksempler på og værktøjer til, hvordan man kommer bedst igennem det stadie af skilsmissen man nu befinder sig på. Omdrejningspunktet er gode løsninger for barnet.
Uanset årsagen til forældrenes brud og uanset hvornår det er sket, eller hvis det “blot” er oppe over – vil vi kraftig opfordre til, at man læser bogen. Det bedste, der kan ske er, at I som skilsmisseforældre får en lidt bedre skilsmisse (til gavn for jer og jeres barn), end det ellers var tilfældet. Det værste der kan ske…..tja….så har du spildt et par timer på at læse en bog.
Lola har lovet, at vores læsere og kunder kan få lov at købe bogen her til en fordelagtig pris.
God læselyst!
One Comment