Hos Skilsmissebarnet oplever vi ofte forældre, der omtaler det familieretlige system, herunder loven og den praktiske forvaltning af loven, som direkte uretfærdigt.
Det kan eksempelvis være svært både at forstå, men også acceptere, at man skal udvise tålmodighed og samarbejdsvilje – også i forhold til den anden forælder, som måske ikke ligefrem udviser samarbejdsvilje, for at man – måske endda først på sigt – kan opnå den samværsordning man ønsker med sit barn.
Spørgsmålene hober sig ofte op; ”Hvorfor har den anden forælder mere ”ret” til barnet end jeg?”, ”Hvorfor kan den anden forælder slippe af sted med at sige sådan til et møde i Statsforvaltningen?”, ”Hvorfor er der ingen, der kan gennemskue den anden forælder?”, ”Hvorfor kan Statsforvaltningen ikke gennemskue, at barnet er manipuleret af den anden forælder?”.
Uretfærdigheden og magtesløsheden kan føles enorm. Problemet i relation til en samværssag (eller sag om bopæl eller forældremyndighed) kan blive, at følelsen kommer til at gøre ”ondt værre”. Nogle mennesker er i stand til at tøjle følelsen, mens andre handler i ”deres følelsers vold”. Hvis man som forælder i en samværssag agerer ud fra følelsen af uretfærdighed og magtesløshed er der ingen tvivl om, at det kan blive udslagsgivende for resultatet af sagen: Afgørelsen om samvær.
Lad os komme med et eksempel. Når en forælder til et møde i Statsforvaltningen bliver stødt over den anden forælders udtalelser, vil reaktionen måske være et ”modangreb”. Det kan føles godt at komme igen på en påstand, man ikke er enig i (og måske er det også på sin plads), men ofte forsvinder fokus fra barnet og på de konstruktive løsninger, hvis man bliver for opsat på at ”forsvare sig”. Dette gælder både til selve mødet i Statsforvaltningen, men også de skriftlige indlæg der er i sagen.
Det kan føles helt naturstridigt ikke at måtte ”forsvare” sig selv, når beskyldningerne syntes at vælte ned over hovedet på en. Men den uretfærdighed der tårner sig op inde i en, må og skal man kanalisere et andet sted hen. For ellers så risikerer man, sagen eskalerer og at Statsforvaltningen får placeret en på den helt forkerte ”hylde” – og den er altså ikke så let at komme ned fra igen.
Vi bliver ofte spurgt ind til, om det virkeligt kan være rimeligt, at man bare skal sidde til et møde i Statsforvaltningen og ”tage imod” alt det der kommer fra den anden side af bordet og som på ingen måde stemmer overens med den virkelighed, man selv oplever. Og det er netop det der er essensen i dette. Virkeligheden opfattes i disse sager typisk meget forskelligt og parterne har ofte meget travlt med at pådutte den anden part sin version af virkeligheden. Her skal man forsøge at mestre den svære kunst det er at trække sig selv og sagen op i et større perspektiv og huske sig selv på, at der altid findes to sider af en historie – to sider af en virkelighed, og at fokus bør og skal være på barnet og ikke på uretfærdigheden.
Læs her hvordan du forbereder dig bedst til mødet i Statsforvaltningen
Se vores anmeldelser