Den 1. januar 2024 trådte en ny bestemmelse i forældreansvarsloven i kraft, nemlig § 29b, som i højere grad end tidligere tillægger ophold på krisecenter betydning i samværssager.
Forældreansvarslovens meget klare princip er, at et barn har ret til samvær med begge forældre, og at det som udgangspunkt er det bedste for barnet at have kontakt til begge sine forældre.
Den nye paragraf ryster gevaldigt ved dette udgangspunkt.
Bestemmelsen dækker over de tilfælde, hvor barnet opholder sig på et krisecenter med den ene forældre, som oftest moderen, der i den sammenhæng anmoder om, at der bliver truffet en midlertidig afgørelse om, at barnet ikke har samvær eller anden kontakt med den anden forældre, som oftest faderen.
Paragraffen får følgende ordlyd:
”Opholder et barn sig i en boform efter §§ 109 eller 110 i lov om social service med den ene forælder, og godtgøres det, at opholdet skyldes vold eller trusler om vold fra den anden forælder, skal der af hensyn til barnets bedste efter anmodning fra den forælder, som barnet opholder sig hos, træffes en midlertidig afgørelse om, at barnet ikke har samvær eller anden kontakt med den anden forælder. Dette gælder dog ikke, hvis det anses for bedst for barnet at have kontakt med den anden forælder.«
Et supervåben
I et tidligere blogindlæg fra 2020 beskriver vi, hvordan vi i stigende grad oplever, at ophold på krisecentre bliver brugt som led i en strategi – et decideret supervåben – i konfliktfyldte samværssager.
Det er indledningsvist vigtigt for os at understrege, at det for langt størstedelen af de kvinder, der flytter på krisecenter, er nødvendigt og den eneste rigtige løsning for dem. Vi nærer stor sympati for de kvinder, og derfor er det med den største selvfølgelighed også dem, der skal være plads til. Og ikke andre.
Den uheldige tendens, som vi beskrev i 2020, er imidlertid ikke forsvundet. Den er tværtimod intensiveret. På ugentlig basis har vi i Skilsmissebarnet sager, hvor frustrerede fædre oplever, at deres ekskone har taget fælles børn med på krisecenter og dermed afskåret fædrene al kontakt. Med en dybdegående indsigt i disse sager må vi erkende, at det at tage ophold på krisecenter desværre fortsat bruges som et særdeles effektivt og strategisk våben i kampen om børnene.
Med ovenstående in mente bekymrer den nye paragraf os.
Krisecentererklæringer bliver ikke foreholdt fædrene
Når man opholder sig på krisecenter, udfærdiger krisecenteret en krisecentererklæring. Udelukkende baseret på samtaler med moderen bekræfter krisecentret hendes oplysninger om vold og dermed validiteten af selve opholdet. Faderen har ikke mulighed for at kommentere på denne erklæring. Det på trods af, at vi i flere og flere krisecentererklæringer oplever, at faderen betegnes for ”voldsudøveren” (uden at være blevet hørt om forholdene). Han er ikke længere et navn eller en far, men en voldsudøver, og der er intet, han kan stille op.
Med fagsprog betegnes en sådan erklæring for et ”ensidigt indhentet dokument”. Et sådant dokument bør reelt set ikke tillægges nogen værdi, fordi den i sagens natur ikke er objektiv, da virkeligheden alene beskrives ud fra den ene forælders sandhed. Der sker imidlertid det, at opholdet – og krisecentererklæringen – tillægges vægt i samværssager, og her opstår problemet.
Efter nugældende praksis kan en krisecentererklæring danne grundlag for en midlertidig afgørelse om afslag på samvær. Dette forudsætter dog (i de fleste tilfælde, men ikke alle), at volden mv. er godtgjort eller sandsynliggjort ved f.eks. politianmeldelse eller skadestuerapport.
Ikke længere krav om politirapport eller skadestuerapport
Med den nye paragraf er det imidlertid ikke længere nødvendigt, at moderens udtalelser støttes op af fx en politirapport eller en skadestuerapport. Det bliver derfor endnu nemmere for Familieretshuset at træffe afgørelse om, at der ikke skal fastsættes samvær, så længe mødrene og børnene opholder sig på et krisecenter – alene på baggrund af krisecentererklæringen.
Det er tankevækkende, at krisecenterets vurdering af, om der reelt har været tale om vold, skal kunne fratage børnene retten til samvær med deres far. Har personalet på krisecentre de nødvendige faglige kompetencer til at vurdere, hvorvidt vold eller psykisk vold har fundet sted? Man kunne argumentere for, at krisecenterets personale bliver tildelt domstolsbeføjelser. Her er der blot tale om en domstol, der ikke er forpligtet til at høre begge parter, og der er ingen krav om bevisførelse. Alligevel bliver de tildelt beføjelsen til at vurdere skyldsspørgsmålet (om end midlertidigt) med den konsekvens, at faderen og børnene fratages deres indbyrdes samvær i mange måneder. Det spinkle grundlag, hvorpå denne afgørelse kan træffes, er bekymrende. Vi betragter det som et decideret brud på fædrenes og børnenes retssikkerhed.
Selvom politiet lukker sagen, ændres Familieretshusets afgørelse ikke
I sager om samvær skal begge parter almindeligvis høres, og i de fleste tilfælde indkaldes begge forældre til et eller flere møder i Familieretshuset. Samtidig indhentes ofte udtalelser fra fx kommunen, børnehaven/skole mm., og der afholdes børnesamtaler med børn +7 år. Det åbenlyse formål er at sikre, at alle bliver hørt, og at der dermed træffes den rigtige afgørelse for børnene.
I bemærkningerne til lovforslaget fremgår det, at selvom politiet senere beslutter at lukke sagen omkring vold i mangel på beviser, vil det ikke ændre på afgørelsen om afslag eller suspension af samvær. Med den nye paragraf risikerer vi derfor, at børn bliver afskåret kontakten til deres far på et potentielt forkert grundlag.
Det er i den sammenhæng nævneværdigt, at det kan være svært for et barn at genoprette relationen til en forælder efter lang tids adskillelse. Bestemmelsen kan dermed få vidtrækkende konsekvenser. Derudover er der grund til at frygte, at krisecentre i endnu større udstrækning vil blive indtænkt som strategisk våben i konfliktfyldte sager om samvær, når paragraffen udvider adgangen til at afskære kontakten mellem barnet og faderen.
Se vores anmeldelser