Kurv

I sidste uge tog vi sammen med andre jurister og advokater hul på en yderst vigtig debat i et interview i Politiken.  Vi oplever i nogle skilsmissesager, at mødre helt vejovervejet, for at fremme egne muligheder for at vinde retten til at være børnenes bopælsforældre, går under jorden hos venner, bekendte og i værste tilfælde flytter ind på et krisecenter sammen med børnene. Og det bekymrer os.

Vi har med vores medvirken i artiklen haft et ønske om at deltage i debatten om misbrugen af krisecentre i skilsmissesager, da en krisecentererklæring kan få en stor betydning i en skilsmissesag, og ydermere kommentere på den problematik, der er omkring hvorvidt man skal ”belønne” eller ”straffe” den forælder, der forhindrer, at børnene kan have samvær med den anden forælder.

Det er dog vigtigt for os at slå fast, at vi tror på, at langt størstedelen af de kvinder, som flytter ind på et krisecenter gør det, fordi det er nødvendigt og den eneste rigtige vej for dem. Vi har stor sympati for de kvinder, og derfor skal det også kun være de kvinder, der skal være plads til på et krisecenter. Og ikke andre!

Et led i en strategi
Vi oplever i stigende grad, at der er en type forælder, som ikke skyr nogen midler, når de først har besluttet sig for, at den anden forælder ikke skal have del i børnenes liv mere. Og i disse tilfælde er et ophold på et krisecenter et rigtig godt ”redskab” – ja faktisk et supervåben – at have med videre i sin sag.  Det stiller nemlig den anden forælder i et dårligere lys i den videre sagsbehandling og har stor indflydelse på, hvor børnene ender med at bo. Og her vil det langt overvejende være hos den forælder, som har taget børnene væk og forhindret samvær med den anden forælder, fordi tilknytningen vil være tættest til den forælder, som børnene har boet hos igennem hele forløbet.

Men er det den rigtige beslutning for barnet? Vi tror det ikke. Når man opholder sig på krisecenter, så udfærdiger krisecenteret det, man kalder en krisecentererklæring, hvor krisecenteret udelukkende ud fra samtaler med moderen bekræfter hendes oplysninger om vold og dermed validiteten af selve opholdet. Denne erklæring har faderen ingen mulighed for at kommentere på – ja, man hører faktisk slet ikke faderens synspunkter. Med fagsprog kalder man sådan en erklæring for et ”ensidigt indhentet dokument”, der reelt set ikke bør tillægges nogen værdi, fordi den i sagens natur ikke er objektiv. Det sker imidlertid at opholdet – og krisecentererklæringen – tillægges vægt og dér har vi problemet. Virkeligheden bliver i det tilfælde alene fortalt ud fra kun den ene forælders sandhed – og der spiller krisecentrene altså en væsentlig rolle, om de vil det eller ej, fordi de agerer på kun det halve af sandheden. Noget så alvorligt som vold, må aldrig kun anskues ud fra kun den ene parts oplysninger, men bør altid undersøges fuldt ud, således at børns liv og skæbne baseres på den fulde virkelighed, inden der træffes en afgørelse.

Vi havde et tilfælde sidste år, hvor vi repræsenterede faderen i en skilsmissesag, hvor et forældrepar med to små børn skulle blive enige om samvær. Der var til at starte med en god kemi og et fælles ønske om et samarbejde mellem de to forældre, og vi nåede lige at tænke, at denne skilsmisse kunne ende ”lykkeligt”. Aftalen om samværet var lige indenfor rækkevidde. Men da faderen annoncerede, at han havde fået en ny kæreste, så vendte det hele på en tallerken. Og før vi nåede at trække luft ind, havde moderen anklaget manden for at udøve psykisk vold mod hende, og var flyttet -uden rimelig grund- ind på et krisecenter sammen med børnene. Faderen stod tilbage og så ikke sine børn i over 5 måneder, og i det videre sagsforløb blev der lagt stor vægt på den større tilknytning til moderen, som børnene havde fået ved ikke at se deres far i over 5 måneder. Det var nu en helt anden samværsordning, der var på forhandlingsbordet end tidligere.

Er ny dom vendepunktet for konfliktfyldte skilsmissesager?
Som vi nævner ovenfor, så fungerer det sådan i dag, at det ofte vil være den forælder, der har mest samvær med barnet, der får ret til at have barnet boende. Og det ser vi jo også i de sager, hvor kvinder tager børnene med på krisecenter for udelukkende at stå stærkere i det videre sagsforløb.

Men i en ny opsigtvækkende dom har Højesteret taget forældremyndigheden fra en mor som en konsekvens af hendes grove samværschikane, hvor hun i flere år forhindrede, at barnet kunne se sin far. I sagen blev faderen antaget at være den af forældrene, som havde den bedste evne til at få fremtidige samværsordninger til at fungere, så barnet kunne have en kontakt med begge forældre.

Når vi læser sagen og dommen, bliver vi glade for at se, at der kommer en ny vinkel på disse mange konfliktfyldte skilsmissesager, hvor den part, som bedst evner at kunne sikre barnets langsigtede kontakt med begge forældre bliver belønnet. Det sætter nemlig – forhåbentlig – en ny grænse for, hvor langt forældre kan gå i deres kamp for at forhindre at børnene ser den anden forælder. Derfor håber vi også, at dommen kan give genlyd i de konfliktfyldte sager, hvor samværschikane er dominerende. Og at dommen samtidig kan være et bevis på, at det ikke nødvendigvis gavner ens sag at ty til ufine metoder og forhindre barnets samvær med den anden forælder, men derimod at man belønnes ved at vise ens samarbejdsevne og ikke mindst lysten til et samarbejde ligeså.

Vi taler ud fra 25 års erfaring
Vi ved, at denne debat kan være rigtig svær, og den kan hurtigt udvikle sig til en diskussion om, hvem af forældrene der lyver, hvordan landets krisecentre screener osv. Med vores tilsammen godt 25 års erfaring , som næsten udelukkende kommer fra familieret og særligt sagerne i Familieretshuset, så har vi et særdeles indgående kendskab til alle ”kringelkrogene” i skilsmissesager. Vi ved, at de fleste forældre vil gå meget langt for at indfri det, de personligt mener, er den bedste løsning for børnene. Og sådan har vi det nok alle os med børn – det er vist en naturlov. Nogle forældre er så bare villige til at gå det ekstra stykke, selvom at det betyder, at der skal ”pyntes” lidt på fortællingen, og man skal i en periode bo under nogle lidt anderledes forhold. Det er bekymrende, og det er børnene, der betaler prisen.

Det er vores håb, at landets krisecentre i stedet for at forsvare sig vil tage kritikken til sig og være langt mere tilbundsgående i deres visitering af nye henvendelser. Den tilgang der er i dag er problematisk og får i sidste ende nogle alt for vidtgående konsekvenser for de børn, der ufrivilligt tvinges til at måtte tage ophold på et krisecenter og dermed tages ud af barnets trygge rammer og ikke mindst væk fra deres anden omsorgsperson.

Har du lyst til at læse mere om emnet?
Find vores interview med Politiken: ”Advokater: Mødre misbruger krisecentre i skilsmissesager” hér.

Du kan også læse mere om sagen, hvor Højesteret tilkender faren forældreretten pga. samværschikane hér.

Charlotte Trolle

About Charlotte Trolle

Juridisk rådgiver og ejer af Skilsmissebarnet.

Leave a Reply