I slutningen af februar 2024 bragte Berlingske en række artikler med fokus på skilsmissebørns deleordninger i relation til børnenes trivsel, særligt den populære 7/7 deleordning var på tapetet.
Startskuddet lød fra psykolog og lektor i neurovidenskab Kristian Sandberg, som i en videnskabelig oversigtsartikel har samlet eksisterende forskning på skilsmisseområdet. På baggrund heraf konkluderer han, at skilsmissebørn, der lever i lige deleordninger mellem deres forældre, klarer sig bedre end skilsmissebørn, der lever i skæve deleordninger. Dette underbygges af argumentet om, at børn i 7/7 eller 8/6-ordninger er mindre tilbøjelige til at udvikle misbrug eller blive tilknyttet psykiatrien end jævnaldrende i skæve deleordninger.
Læs artiklen bragt i Berlingske den 27. februar 2024
Alligevel er det kun 41% af skilsmissefamilier, der praktiserer denne model.
Kan det virkelig passe, at børn i de resterende 59% skilsmissefamilier trives mindre godt, end hvis de havde 7/7?
I Skilsmissebarnet beskæftiger vi os dagligt med forældre og børn, der lever i både lige og skæve deleordninger. Vi vil med dette blogindlæg forsøge at nuancere det billede, som psykolog Kristian Sandberg tegner.
Her er det vigtigt at understrege, at den virkelighed, vi oplever, tager udgangspunkt i familier, hvor forældrene er uenige om eller måske endda i konflikt omkring børnenes bopæl, samvær, børnebidrag mv.
Hvad kræver en lige deleordning i virkelighedens verden?
I modsætning til det forskningsbaserede afsæt som psykolog Kristian Sandberg anlægger, er det vores opfattelse, at der i virkelighedens verden skal meget til for, at en 7/7 ordning reelt set er det bedste for barnet.
For det første skal der forældrene imellem være en høj grad af fleksibilitet, således barnet en given dag kan ændre på samværet, hvis det giver mening. Det er derudover vigtigt, at barnet har mulighed for at komme i kontakt med den anden forælder i den uge, hvor barnet befinder sig hos den modsatte forælder. Logistisk skal forældrene også bo i nærheden af hinanden, så barnet nemt kan opretholde samme hverdag og sociale liv uafhængigt af, hvilken forælder barnet befinder sig hos. Behovet for dette stiger selvsagt med barnets alder.
Ved lige deleordninger er der i udgangspunktet heller ikke betaling af børnebidrag. Forældrene skal derfor opnå enighed om, hvordan de begge deltager lige i forsørgelsen af barnet. Fastsættelse og betaling af børnebidrag er dog ikke altid mere enkelt. Men her betaler den ene forælder til den anden, og de skal ikke opnå enighed ved hvert køb og dækning af faste udgifter.
Barnets robusthed, herunder alder og personlighed, er også en væsentlig faktor. Uanset om man har to forældre, der er gode til at bygge bro mellem hjemmene, trives barnet ikke nødvendigvis med at skulle bo en uge ad gangen hvert sted. Man kan jo som voksen forsøge at forestille sig, hvordan det er at flytte frem og tilbage på den måde.
Samtidig er der flere børn end nogensinde, som får konstateret psykiatriske diagnoser. Fællesnævneren for flere af disse diagnoser er, at børnene har større behov for forudsigelighed og struktur end andre børn. Dette stiller større krav til, at strukturen er ensartet i begge hjem.
Forældrenes vilje og evne til at samarbejde er nøgleordet
Den vigtigste faktor er uden tvivl forældrenes konfliktniveau samt evnen og viljen til at samarbejde og have fælles forståelse for normer og opdragelse. Hvis forældrene f.eks. er uenige om barnets fritidsaktiviteter, har vi set eksempler på, at barnet ikke kommer til fodbold hver anden uge, fordi far/mor er imod det.
Det er vores oplevelse, at børn bestemt ikke trives i lige deleordninger, hvis forældrene ikke kan tale sammen. Hvis forældrene ikke er i stand til at udveksle informationer om barnet af praktisk og personlig karakter, skaber det i høj grad en splittelse i barnets liv. Det bliver et uoverstigeligt ansvar for det enkelte barn at holde sine forældre opdaterede på, hvad der sker i hans/hendes liv. På samme måde bliver det barnets ‘opgave’ at få forældrene til at mødes i de mange livsforhold, hvor det kræves. Samtidig skal barnet navigere i en loyalitetskonflikt og bliver muligvis præget i forskellige retninger hver anden uge.
Mindre afsavn, men hyppigere skift
Der er unægteligt en række fordele ved en lige deleordning, hvis ovennævnte forhold gør sig gældende. Barnet får lige meget tid med begge forældre, hvilket medvirker til en stærk tilknytning til både mor og far. Relationen til eventuelle nye (pap)søskende samt andre familierelationer bliver ofte også styrket. Samtidig skal barnet ikke – i samme grad som i skæve deleordninger – lide afsavn efter den ene forælder. Ulemperne er omvendt, at de hyppige skift kan stresse barnet og skabe en følelse af rodløshed. Det er vanskeligere at skabe stabilitet og struktur for et barn, der flytter hver anden uge, uagtet forældrenes relation.
Bidrager lige deleordninger til færre konflikter – eller er det omvendt?
På baggrund af sit forskningsoverblik opfordrer psykolog Kristian Sandberg til, at udgangspunktet i lovgivningen og i det familieretlige system ændres til en lige deleordning.
I det familieretlige system er praksis i dag, at konfliktniveauet skal være på et minimum for at opnå en lige deleordning. Men det kan ikke udelukkes, at det i nogle tilfælde ville give mening at lave en 7/7 ordning for netop at opnå en mindskning af konfliktniveauet. Hvad kommer først – hønen eller ægget?
En lige deleordning kan nemlig have den positive sideeffekt, at den smitter af på magtbalancen mor og far imellem. Samværsforælderen kan føle sig mere ligestillet og ligeværdig med bopælsforælderen, og det skaber en følelse af voksenretfærdighed. Det kan i visse tilfælde bidrage til en mindre konfliktfyldt voksenrelation og dermed også give børnene en roligere opvækst.
Det er i den sammenhæng vigtigt at pointere, at forskningsoverblikket muligvis ikke tager højde for, at det netop ofte er ressourcestærke familier med lavt konfliktniveau, der praktiserer 7/7-ordninger. Derfor kan resultatet af trivselsmålingen på børn, der vokser op med lige præcis denne ordning, ikke isoleres til selve deleordningen. Der er givetvis mange (andre) forhold, der gavner trivslen for disse børn.
Vores anbefaling – ikke to børn er ens
Vi bliver ofte spurgt, hvilken samværsordning vi anbefaler som den bedste. Det korte svar er altid, at vi ikke kan anbefale én specifik samværsordning.
Derfor er vi heller ikke fortalere for, at en lige deleordning fremadrettet skal være udgangspunktet for de mange skilsmissebørn, der ender i konfliktfyldte samværssager. Ikke to sager er ens, og dét giver god mening, for heller ikke to børn og to familier er ens. Vores holdning er, at enhver afgørelse, der skal træffes, skal skræddersys efter det enkelte barns behov. Der er sjældent nogen, der har gavn af at blive puttet i kasser, for både børn og voksne har svært ved at passe ned i én specifik kasse, fordi man glemmer nuancerne.
Det er i den forbindelse vigtigt for os at fastslå, at man ikke er en dårlig forælder, hvis man tilhører de 59% skilsmissefamilier, der ikke praktiserer en lige deleordning. Vi tror på og har set masser af eksempler på, at skæve deleordninger (på trods af forskningsoverblikket) i flere tilfælde kan være det bedste for barnet.
Læs vores tidligere indlæg “Findes den perfekte samværsordning?”
Se vores anmeldelser