Hvorfor lytter ingen på mig, når jeg siger, at børnene mistrives?

For nylig har vi haft en sag, hvor en forælder stod i et svært dilemma i forhold til børnenes trivsel.

Forældrenes skilsmisse var ikke kompliceret. Forældrene aftalte, at faderen var bopælsforælder og moderen fik samvær med børnene i en 8/6 ordning. Faderen var ikke sikker på, at ordningen ville være optimal for de to drenge, som på dette tidspunkt var 3 og 4 år, men han ville gerne vise sin samarbejdsvilje.

Børnenes reaktioner

Kort efter begyndte børnene at vise de første tegn på mistrivsel hjemme hos faderen. I dagene op til og efter samværet med moderen sov de dårligt, fik mareridt, tissede i sengen og var svære at aflevere i børnehaven. Børnene fortalte uopfordret og uafhængigt af hinanden, at de ofte blev passet af en barnepige, moderens ”ven” eller mormor, da deres mor tit var ude. De fortalte videre, at moderen var sur eller kiggede på sin telefon. Hun blev især sur, hvis de talte om deres far. Faderen forsøgte at tale med moderen om reaktionerne og børnenes beretninger, men hun slog det hen med, at børnene havde været passet én gang af en barnepige, at børnene gerne måtte tale om deres far, at hun ikke havde nogen ”ven” og at hun jo har lov til at kigge på sin telefon.

Reaktionerne fortsatte i en lang periode, før faderen igen forsøgte en dialog med moderen. Nu var den ældste af børnene begyndt at bide negle og fik voldsomme vredesudbrud derhjemme. Moderen nægtede nu dialog og involverede Statsforvaltningen og sidenhen retten, da hun søgte om at blive bopælsforælder.

I forbindelse med sagens oplysning blev der indhentet udtalelse fra børnehaven og det fremgik dér, at børnene generelt var i fin trivsel, at de var glade for begge deres forældre – dog kunne afleveringerne med faderen være lidt svære. De havde bemærket, at den ældste nu bed negle, men vurderede, at det bare var en dårlig vane. Endvidere havde de bemærket, at faderen holdt en del fridage med børnene og at det ikke altid var lige hensigtsmæssigt, at børnene gik glip af udflugter mv.

Statsforvaltningen fastholdt, at samværet skulle være en 8/6 ordning, da intet – udover faderens detaljerede beskrivelser – pegede på, at børnene ikke var i trivsel. Retten afgjorde, at faderen fortsat skulle være bopælsforælder.

Søvnløse nætter

Faderen brugte mange kræfter på at håndtere de mange søvnløse nætter med mareridt og voldsomme vredesudbrud. Feriedage blev brugt på at holde børnene hjemme, hvis de havde haft svære nætter og dage. Han vidste, at moderen var god ved børnene, men hans fornemmelse var helt klart, at hun havde travlt med meget andet og derfor ikke var nærværende. Han var overbevist om, at børnene ikke trivedes med samværsordningen, men hverken moderen, Statsforvaltningen eller Ankestyrelsen kunne følge ham, og ingen ville ændre den frivilligt indgåede samværsaftale.

Faderen ”undskyldte” for moderens opførsel overfor børnene. Dette for at være loyal overfor hende og for at skåne børnene. Når børnene fortalte, at de ikke ville passes af barnepigen eller ”vennen” og at deres mor var sur, når hun kom hjem, forsøgte faderen at få vendt det til noget positivt og sjovt, at de skulle være sammen med barnepigen. Han fortalte børnene, at moderen måske havde travlt med noget vigtigt på telefonen, men at det ikke betød, at hun ikke vil dem eller elsker dem.

Dilemmaet

Faderens dilemma bestod i, at han jo ville gøre alt, hvad han kunne for at holde hånden under dem, sådan at de kunne trives bedst muligt med de rammer der var. På den måde var der ikke andre end ham, der så børnenes mistrivsel. På den anden side havde han lyst til at lade være med at ”undskylde” for moderen, undlade fridagene efter søvnløse nætter og så afvente, at børnenes mistrivsel også blev synlig for andre (børnehaven, moderen mv.). På den måde ville han (og børnene) måske blive taget seriøst. Faderen måtte så håbe, at prisen ikke blev alt for høj for børnene.

Sagen kunne lige såvel være med omvendt fortegn. Det er ikke vigtig for skitseringen af dilemmaet om det var en mor eller far, der stod i den pågældende situation. Men den frustration vi møder hos mange forældre er: Hvorfor bliver jeg ikke taget seriøst, når jeg forklarer, at børnene ikke trives? Man lægger slet ikke vægt på hvad jeg siger – hvordan kan det være til barnets bedste?

Den fælles aftale

Skilsmissebarnet blev involveret i sagen, da faderen tog kontakt i håbet om, at han kunne få lokket moderen med til et fælles møde hos os. På trods af deres tiltagende konfliktniveau, indvilligede moderen i at deltage, da hun heller ikke ønskede flere sager i Statsforvaltningen, Ankestyrelsen og retten. Efter to møder lykkedes det forældrene at indgå aftaler om, hvordan de fremadrettet skulle håndtere børnenes tilbagemeldinger og reaktioner. Helt konkret aftalte forældrene blandt andet ét månedligt møde på neutral grund til drøftelse af børnenes generelle trivsel og udvikling og at de altid ville spørge hinanden først ved behov for pasning af børnene (fremfor andre).

Sagen er gengivet efter aftale med begge forældre og i anonymiseret form. Begge forældre har haft denne tekst til gennemsyn og accepteret den.