Psykisk vold. Et begreb, der kan være lidt farligt at begynde at begive sig ud i at skrive om. For hvad er psykisk vold egentlig? Hvornår er det psykisk vold? Og hvornår er det blot et begreb, der bliver brugt, når svære frustrationer og følelser eskalerer i en skilsmisse?
Det er svært at svare på. Og vi har heller ikke svaret, men ikke desto mindre er det utrolig vigtigt at tale om. For lige nu ser vi desværre en bekymrende tendens i vores skilsmissesager. En tendens hvor psykisk vold bliver brugt i flæng. Det lyder måske voldsomt, men det er vores bud, at psykisk vold bliver nævnt i mere end halvdelen af de sager, vi beskæftiger os med. Og størstedelen er kvinder, der anvender det.
Vores bekymringer går nu på, hvilke alvorlige konsekvenser det kan få for begrebet psykisk vold, når det optræder i langt størstedelen af skilsmissesagerne. Mister begrebet ikke sin værdi, når det bliver anvendt i sager, hvor det ikke hører til? Og glemmer vi mon at tage de sager seriøst, hvor psykisk vold er tilfældet, fordi vi allerede har paraderne fremme? Hvis sidstnævnte bliver tilfældet, står vi overfor et alvorligt problem.
”Han ville altid bestemme hvilken Netflix-serie, vi skulle se”
I marts 2019 blev psykisk vold indført som en selvstændig bestemmelse i straffeloven og dermed kriminaliseret. Det er for os at se et alvorligt kort at trække, og ofte oplever vi, at det bliver brugt i sager, hvor mor og far er uenige om de fremadrettede rammer for børnene i forbindelse med en samlivsophævelse. I afmagt og frustration over meget lange ventetider i Familieretshuset herunder også som konsekvens af reglerne om tvungen delt bopæl, tyes der ofte til at trække kortet, der har det sigte, at få den anden forælder ”straffet” i håbet om at “stå bedre” selv. Det er meget vidtrækkende og har store konsekvenser. Muligvis også større end man lige forestiller sig.
Vi har haft sager, hvor en forælder har beskyldt den anden for psykisk vold, fordi personen under samlivet altid ville bestemme, hvilken Netflix serie de skulle se sammen. Og det er i disse sager, at vi råber vagt i gevær. For her hører begrebet psykisk vold ikke hjemme efter vores mening.
Det er naturligt at være ked af det og måske såret, når et samliv slutter. Og vi forstår også, at man kan synes, at den anden er et kæmpe fjols. Men at hævde, at det ”fjols” nu skal kriminaliseres, fordi man nu ikke måtte vælge sin egen serie – det er altså at gå for vidt. Og selvom det lyder grotesk, så er dette bare ét af mange eksempler, som vi har set optræde i skilsmissesager.
Har ikke set konsekvensen til ende
Vi har svært ved at forestille os, at samarbejdsmulighederne mellem skilte forældrene ikke tager skade af, at den ene forælder har påstået, at den anden forælder har begået strafbare forhold under deres samliv. Dertil kommer den virkelighed, som børnene skal vokse op i – nemlig at de med stor sandsynlighed på et tidspunkt bliver klar over, at den ene forælder måske har politianmeldt den anden forælder. Derfor opfordrer vi også de forældre, der smider psykisk vold-kortet på bordet, uden at have nogen særlige begrundelser eller argumenter for det, at tænke sig en ekstra gang om. For det kan få store konsekvenser for hele familien.
Og når alt dette så er sagt, så er vi bevidste om, at det kan virke som om, at vi ikke tager psykisk vold seriøst. Dette er ikke tilfældet. Tværtimod. Vi prøver til gengæld at nuancere tingene, når vi taler med mødre eller fædre. Hvis påstanden om psykisk vold i bund og grund handler om, at den anden forælder var lidt jaloux anlagt, gerne ville bestemme til tider eller lignende, er det helt sikkert ikke psykisk vold, vi taler om.
Hvis der er tale om reel psykisk vold skal det altid tages alvorligt. Og der skal handles derefter. Men for at vi fortsat skal kunne handle i netop de alvorlige sager, er vi nødt til at stoppe med at bruge begrebet i sager, hvor det ikke hører hjemme.
Se vores anmeldelser