Vi har netop haft en sag, som på det kraftigste understreger vores bekymring for ”bare” at rådgive forældre til at fraflytte fælles adresse uden en egentlig aftale om barnets endelig bopæl og under henvisning til, at der er tvungen delt bopæl i de 3 første måneder efter forældrenes brud.
Folkeregisteradressen er vigtig
En mor til to børn (2 og 3 år) var fraflyttet den fælles adresse og forældrene var enige om, at så længe de ikke kunne blive enige om den endelige bopæl for børnene skulle de praktisere en ligeligt fordelt samværsordning. Børnene trivedes heldigvis på trods af forældrenes brud og tilsyneladende også med samværsordningen. Begge forældre gav udtryk for, at en permanent samværsordning skulle indebære en tydelig base hos én af forældrene. Altså var de enige om, at de ikke syntes det ville være bedst for deres børn at leve i en deleordning. Det var åbenlyst, at moderen igennem retssagen havde bevisbyrden for, at det ville være bedst for børnene at skifte sin adresse over til hende. Det var svært at ”bevise” dette, for begge parter var enige om, at børnene trives og udtalelsen fra institutionerne bakkede op om dette. Der blev (beklageligvis) ikke foretaget en vurdering af, hvor det ville være bedst for børnene at have en base, men blot at de trives i den nuværende ordning, hvorfor retten fandt frem til, at de skulle fortsætte med at have bopæl hos faderen. Moderen var flyttet ud i den tro, at så længe de havde en ligeligt fordelt samværsordning, ville det ikke blive lagt hende til last, at hun var fraflyttet. Det viste sig ikke at være tilfældet.
Det er vigtigt at understrege, at dommen ovenfor er afsagt på baggrund af de gamle regler (dvs. forældrenes brud var før 1. april 2019).
Reglerne vil sidestille forældre midt i bruddet
Med den nye regel (gældende for samlivsbrud efter 1. april 2019) om tvungen delt bopæl er der lagt op til, at man som forælder skal kunne stole på, at det ikke falder én i ryggen, at man fraflytter den fælles adresse (barnets adresse). Reglen er ment til at skabe ro i brud-fasen, herunder ved at forældrene tør at agere ved eksempelvis at fraflytte, når og hvis muligheden byder sig. Det, at man fraflytter den fælles adresse i 3-måneders perioden, skulle medføre, at man ikke betragter det som at have afgivet børnenes bopæl til den anden forælder. Men kan man stole på det?
Det er svært at forestille sig, at det ikke vil fortsætte med at være sådan, at den fraflyttende forælder (uden barnet vel at mærke) skal løfte beviset for, at det vil være bedst for barnet at flytte med – i hvert fald i højere grad end den tilbageværende forælder skal bevise, at det fortsat vil være bedst for barnet at blive på den nuværende adresse. Det vil tiden vise. Men indtil da bør man efter vores opfattelse være meget forsigtig med at fraflytte barnets adresse i den tro, at man ”står lige” i forhold til den tilbageværende forældre med henblik på at få barnets bopælsadresse ved en domstolsafgørelse.
Se vores anmeldelser